|
Årets fund blev ubetinget
den unge århusianske frimærkehandler, stud oecon. Torben Hjørne's opdagelse
af et hidtil ukendt islandsk skillingsbrev, som havde siddet velbevaret i en
familiesamling gennem flere generationer -- og ganske upåagtet. Fundet af et
skillingsbrev er i sig selv sensationelt. Hidtil havde man kun kendskab til
19 sådanne breve i hele verden. Nu dukkede dette op som det 20. - et brev i
en meget fin kvalitet, med velbevarede frimærker.
Og med en annullering, som
hæver dette skillingsbrev op over de hidtil kendte.
Torben Hjørne, som kom på sporet af skillingsbrevet fortæller:
»Under et besøg i København kom jeg en eftermiddag i snak med en af min mors
veninder. Samtalen løb over i filatelien og til min overraskelse fik
jeg omtalt og beskrevet et brev med islandske skillingsmærker. Netop
Island/Grønland-breve, kort og stempler har siden skoletiden været og er
stadig min store lidenskab, eftersom dette område tillige med FN
fremdeles også som frimærkesamler er mit speciale.
Kender man sjældenheden af et sådant brev, så tænker man på den berømte
knappenål i høstakken – om end det var smukt anbragt på hæderspladsen i en
ajourført Islands samling. Ejerinden til hvis oldefar brevet var adresseret
var ubekendt med dets uhyre sjældenhed – bortset fra Afas vurdering
af 2x2 ski!lingsmærker og vel noget forbløffet over min begejstring.
Brevet kom til Danmark før 2.verdenskrig fra Island. Selve samlingen blev
påbegyndt med hjælp fra faderen, der selv havde samlet i sin ungdom.
Det er som sagt adresseret til ejerindens oldefar Jon Gudmundssen. født 1807
- død 1875 (blot 5 måneder efter brevets modtagelse). Jon Gudmundssen er på
Island en mand af navn og i 1960 udgav Einar Laxness, Nobelpristagerens søn,
hans biografi. Jon Gudmundssen var sagfører, altingsmand og redaktør af
Islands første avis, Pj6d6lfur som han selv startede. I en årrække var han
sysselmand på sydlandet og boede da på Kirkjubæjarklaustur syd for
Vatnajökul. Sammen med Jón Sigurdsson, se Afa 63-8, 350-2, var han den
ivrigste og mest aktive forkæmper for Islands selvstændighed.
Brevet er skrevet 3.januar 1875, men har måttet vente til posten kom forbi
på sin månedlige tur den 15. januar. Det er skrevet på gården Oddi, hvorfra
det måtte bringes til postopsamlingsgården Völlur et par timers ridt derfra.
Derfra har det taget den ridende post 5 dage at befordre det til Reykjavik,
hvor det er ankomststemplet 20.januar. Völlur ligger et godt stykke sydvest
for Hekla, ca. 150 km fra Reykjavik. Om sommeren red man gerne 50-60 km om
dagen, men i vinterens mulm og mørke nok kun det halve. Det er da kun lyst
en 2-3 timer daglig, og vejene var kun ridestier, der kunne være meget
vanskelige at finde.
Når man pludselig ser et sådant gammelt islandsk skillingsbrev, tør man
næsten ikke tro sine egne øjne, så Torben Hjørne forelagde det for grosserer
Svend Grønlund i hans egenskab af filatelistisk ekspert for at få en
prøvningsattest. Grønlund knyttede over for Berlingske Tidende følgende
kommentar til fundet af skillingsbrevet:
- Der kendes som nævnt til dato i alt 20 islandske skillingsbreve. Jeg har
fortegnelse med fotos af samtlige breve med notater om brevenes fremkomst,
og om hvem der pr. dato er de forhåbentlig lykkelige ejere af disse store
sjældenheder.
Af disse 20 kendte breve stammer syv breve fra Han Halds samling, som i sin
tid blev testamenteret Post museet i Reykjavik. Disse 7 breve er godt gemt,
men til gengæld godt opbevarede og sikrede for fremtiden. Der er således kun
13 breve, som befinder sig på private hænder og i private samlinger. De 20
breves postale biografi fordeler sig således: 10 breve sendt fra Island til
adresse på Island. 7 breve sendt fra Island til adresse i København, og 3
breve sendt fra Island direkte til adresse udlandet.
Det af hr. Torben Hjørne omtalte brev fortjener lidt nærmere omtale, da det
er ret enestående i sin art. Det er det eneste kendte normale brev, hvor
mærkerne er annulleret med blækkryds trods det, at der ved siden af mærkerne
er afgangsstempel Völlur. På alle øvrige kendte skillingsbreve er
afgangsstemplet også anvendt til annullering af mærkerne.
Karakteristisk for de blæk annullerede mærker, der her er tale om er, at det
diagonale blækkryds dækker nøjagtig selve mærkebilledet, men går ingen
steder ud over mærkernes hvide yderrand. I Postmuseet i Reykjavik findes en
»Pengeanvisnings Kvittering« med et toskillings mærke blæk annulleret på
nøjagtig samme måde, og af ”løse” mærker har jeg set flere annulleret på
denne måde.
Jeg fristes derfor til at stille den hypotese, at der i skillings tiden 1873
til 1875 har været en forordning eller bestemmelse om, at
toskillingsmærkerne til det daglige forbrug skulle »forud annulleres« med
blækkryds, som således kan være en forklaring på, at ovennævnte brev på
forsiden både er blæk- og stempel annulleret.
En parallel hertil kender
vi fra de to første finske mærker 5 og 10 Kopek 1856, hvor en væsentlig del
er »forud annulleret« med blækkryds, og grunden til denne metode har været,
at gøre mærket usalgbart og for at forhindre, at mærket kom uannulleret
adressaten i hænde og således kunne bruges en gang til som porto.
Når en samler på denne måde pludselig får at vide, at han har en guldklump i
sin samling, melder sig ganske naturligt det spørgsmål: Har jeg nu også råd
til at beholde det? Hvis samlingen ikke ligefrem er oppe i
guldmedalje-klassen, er det vel tvivlsomt. Den pågældende ejer af
skillingsbrevet besluttede sig da også til at afhænde det, vel vidende, at
man skulle have kontakt med internationale filatelistkredse, hvis man skulle
gøre sig håb om at finde en køber, som var villig til at betale prisen for
et sådant klenodie.
Skillingsbrevet blev herefter udbudt på Skandias internationale
frimærkeauktion, 3. del af forårs auktionen, i KB-Hallen den 21. maj, hvor
det i kataloget var opført til en vurderingspris af 65.000 kroner. Højeste
bud blev 49.000 kroner, og køberen var den svensk-tyske baron Jakob von
Uexkull med bopæl henholdsvis i Skanør og Hamborg. Han indskrev ved denne
lejlighed sit navn i dansk filatelis historie, idet han med sit bud på
49.000
kroner betalte den hidtil
højeste pris for et filatelistisk objekt handlet på en frimærkeauktion i
Danmark.
Pejsesalen var fyldt, da auktionarius, frimærkehandler Jørgen Junior, ved
11-tiden udbød lot nr. 191, skillingsbrevet, hvis nettoværdi oprindelig var
anslået til 50.000
kroner, siden forhøjet til 65.000 kroner.
Der var på forhånd afgivet et skriftligt bud på 37.000 kroner, hvilket må
siges at være en nydelig sum at åbne med for et Islands skillingsbrev,
eftersom de to sidste på en auktion Stanley Gibbons for et par år siden
indbragte henholdsvis £1.200 og £1.700.
Efterhånden som buddene herefter faldt - de steg med 1.000 kroner ad gangen
- blev stemningen i auktionslokalet mere og mere fortættet. Det var jo trods
alt ikke pebernødder, der blev handlet om. De enkelte bud markeredes
stilfærdigt ved oprækning af et nummer, og de mere passive tilskuere til den
spændende dyst var efterhånden ved at vride halsen af led for at følge med
hvorfra det sidste bud nu kom. Som en feltherre dirigerede Jørgen Junior
slaget fra
sit ophøjede stade med
auktionshammeren som marskalstav. Baron von Uexkull tog efterhånden teten,
men blev fulgt godt på vej af en dansk liebhaver. Ved 48.000 kroner sprang
han fra, og brevet - det eneste kendt islandske skillingsbrev med
blækannullering - kom i baronens eje. efter at det havde siddet gemt og
upåagtet i en familiesamling i mange, mange år.
Også de øvrige priser på auktionen var tilfredsstillende og den samlede
omsætning i hammerslag var på 270.000 kroner.
Og så hører det næsten med i denne beretning, at der ikke var gået en uge
efter den vellykkede auktion, før der fra Reykjavik kom melding om, at man
dér havde fundet skillingsbrev nr. 21. i et dødsbo. Det er dateret 13. juli
1873, er poststemplet i Hjardarholt den 23. juli og ankomststemplet i
Reykjavik den 25.juli 1873. Adressaten er storkøbmanden V. Fischer i
Reykjavik, der anmodes om at fæste brevskriverens søn.
|
|
|