|
Brudstykkevis har vi
gennem årene fået enkeltheder om det lille - helt specielle - indslag i
Grønlands filateli, som blev skabt af den tyske flyver Ernst Udet i
forbindelse med hans deltagelse i landsmanden, dr. Arnold Francks
filmekspedition til Vestgrønland i begyndelsen af 30 'erne. Nogle af den
grønlandske filatelis dyreste objekter blev skabt ved denne lejlighed
nemlig de af den amerikanske grafiker og forfatter Rockwell Kent skabte
frimærker - i gåseøjne.
Hér skal jeg
søge
at give en samlet fremstilling vedrørende
fremkomsten af disse mærker, som i følge sagens natur kun findes i et meget
begrænset antal. Hvor mange skal jeg vende tilbage til, men dog røbe, at det
tyder på, at der er lavet 75 stk. på Grønland og 200 stk. efter Rockwell
Kents hjemkomst til USA.
Hidtil har disse mærker været anset for at være "halvofficielle" frimærker,
men efter de nyeste fund, gjort i Kongelige Grønlandske Handels arkiver
holder dette ikke stik. De danske postmyndigheder tog allerede dengang
afstand fra mærkerne. Det har Århus-filatelisten Torben Hjørne fastslået
fornylig.
Film eller camouflage
Men først baggrunden for, at der overhovedet blev arrangeret disse
flyvninger med post i Vestgrønland. Under ledelse af dr. Franck og
videnskabsmændene dr. Fritz Löwe og dr. Ernst Sorge afgik i foråret 1932 en
ekspedition pil. 42 medlemmer fra Hamborg ombord i
SIS
"Borodino" med Umanak i Vestgrønland som
mål. De to videnskabsmænd havde de fornødne erfaringer fra en tidligere
ekspedition under ledelse af den tyske professor Alfred Wegener. Det 3.
Riges interesse for Grønland var stor i de år. Interessant er det i denne
forbindelse også at notere sig, at der blandt ekspeditionens deltagere var
to piloter, Ernst Udet og Franz Schriek, samt to radio operatører. Piloterne
havde tre fly med - en Klemm 25 w, en BFW 23 W (BFW = Bayrische Flugzeug
Werke Messerschmitt) og en Gypsy Moth.
Dr. Franck var en berømt filminstruktør med flere kendte bjergfilm bag sig.
Formålet med operationen var da også at optage en film. "SOS Isbjerg" kom
den til at hedde. Man kan dog ikke frigøre sig fra tanken om, at
ekspeditionen også har haft visse strategiske formål, men lad det ligge.
Ernst Udet var i hvert fald en af den første verdenskrigs mest berømte
flyvere. Han havde 63 sejre bag sig i 1918, og i 2o 'erne imponerede han
selv amerikanerne ved sine præstationer under kunstflyvninger. Han var bl.
a. i stand til med en krog, monteret på vingespidsen at samle et
lommetørklæde op fra jorden - en speciel evne, han siden udnyttede i
forbindelse med sin grønlandske luftpost. Luftakrobaten blev siden en af
spidserne i Hitlers Luftwaffe - han havde under den l. verdenskrig gjort
tjeneste i samme eskadrille som Hermann Göring, men et modsætningsforhold
til folk i partiet, fik ham til den 17. november 1941 at begå selvmord.
Mødet med Kent
I Umanak etableredes en basislejr, og de to piloter startede med nogle
rekognosceringsflyvninger for at lokalisere isflager, der kunne benyttes til
filmoptage1serne. Dette førte til, at 16 af filmholdets mænd den 26. juni
tog nordpå og slog lejr på Ubekendt Ejland, nær udstedet Igdlorssuit, hvor
der var mulighed for, at de to hydroplaner - de to tyskbyggede fly - kunne
lande. Her traf ekspeditionens medlemmer Rockwell Kent, som netop havde
fejret sin 50 års fødselsdag på udstedet, hvor han havde boet i nogle
måneder. Udet og Schriek forblev på Ubekendt Ejland. De andre, under dr.
Franeks ledelse, trængte videre nordpå i motorbåde gennem Karratfjorden til
Nugatsiaq og videre til Nuliarfiq i Ringfjorden på jagt efter de for
filmhandlingen nødvendige store isflager.
I Nuliarfiq filmede de i tre uger, alt imens Ringgletcheren kælvede og
fyldte fjorden med isbjerge, så motorbådene ikke kunne komme frem med mad
til filmholdet. Til sidst formede de ved hjælp af sokker ordet "Hunger" i
sneen foran deres telt - et signal til piloterne, der kom hver dag som led i
filmoptagelserne, men ikke havde mulighed for at lande. på denne måde fik
ekspeditionen undsætning gennem nedkastede fødevarer fra lejren i
Igdlorssuit.
Pick up - post
Udet fløj i denne periode regelmæssigt med sit Klemmplan såvel til
filmholdet som til basis lejren i Umanak, og droppede foruden fødevarer også
postsække ved hjælp af små faldskærme. I sin bog "Mein Fliegerleben"
beskriver han, hvorledes han fik post med tilbage fra ekspeditions
medlemmerne:
"Postsækkene blev hængt op på et reb, udspændt mellem to høje stænger. Vi
samlede dem op i et dyk og droppede samtidig vor post".
Dr. Franck har siden beskrevet teknikken nærmere. Stængerne var lavet af to
sammenbundne skistave. Rebet imellem dem var 5 meter og midt på hang
postsækken, forsynet med en løkke af stift reb. Den fiskede Udet med et
lille anker, han sænkede ned fra maskinen, når han passerede med en fart af
150 miles i timen.
Kun en luftakrobat som Udet kunne præstere dette kunststykke, siger dr.
Franck. En gang viklede rebet sig ind i højderoret, og Udet måtte lande
mellem isbjergene. I sidste øjeblik lykkedes det ham at få maskinen på
vingerne igen. Vinden havde i mellemtiden presset isen sammen, og i start
øjeblikket var isen så tæt på, at den ene vinge strejfede et af isbjergene.
Udet bragte posten til Igdlorssuit, enkelte gange til Umanak, hvorfra den
pr. skib blev bragt til København. Oplysninger om, at han skulle have fløjet
posten til Godhavn (ja, endog til København) er ikke autentiske. Brevene var
oftest frankeret med danske frimærker, men - og her kommer Rockwell Kent
mærkerne ind - tillige med et l0 øresmærke, der fremtrådte som værende
Grønlands l. luftpost. Motivet var en brevdue over isfjelde. Ideen blev
fostret en aften, Udet og Kent var i løftet stemning.
Grønland-oplaget
Mærket var fremstillet af Rockwell Kent på primitiv vis, som træsnit i et
stykke amerikansk ahorn-træ. Legenden om, at det skulle være lavet ved hjælp
af en lommekniv holder ikke stik. Kent var en kendt grafiker, og når han
havde medbragt specielt træ til formålet, må han formodes også at have haft
det rette værktøj. Det har han da også senere bekræftet.
Mærkerne er meget uens i trykket. Han lavede efter egne oplysninger op imod
75 i Igdlorssuit styk for styk, idet han smurte rødbrun farve på klicheen,
lagde et stykke papir over og slog på det med en hammer. Sanabria
Luftpostkatalogs oplagstal, 15O, er således for højt. Provenuet fra salget
af disse mærker skulle gå til et forsamlingshus for den lokale befolkning.
Det gav ikke de store summer, men huset kom da op at stå takket være Kents
og grønlændernes egen indsats, I parentes bemærket noteres disse mærker i
dag til 2. 000 dollars pr. stk.! Et brev, hvor mærket er annulleret med
"Kolonien/Umanak/8. juli 1932" i 3 linier, blev i 1965 udbudt til DM 6. 000.
USA - op l a g e t
Rockwell Kent tog træsnit-blokken med tilbage til USA, hvor han lod trykke
yderligere 200 stk. hos Pynson Printers i New York. I 1947 skriver Kent i et
brev, at han stadig har 167 af disse mærker, mens 33 er givet til venner og
samlere. Forskellen på de to udgaver er, at New Yorker-udgaven er trykt på
tyndere ensartet papir, i mere jævnt tryk på grund af bedre teknik. Farven
er jævn, og skyggerne i isbjerget i baggrunden fremtræder som tydelige
ubrudte linier. Grønland-udgaven er trykt på forhåndenværende papir, farven
klatter, og skyggelinierne fremtræder som prikker.
I følge dr. Franck blev "frimærkerne" ikke anerkendt som porto. Det havde
man heller ikke ventet. Derfor blev brevene frankeret op med danske
frimærker, men "bestyreren i Igdlorssuit ville ikke stemple de danske
frimærker på en sådan måde, at også luftpostmærket blev dækket af stemplet"
skriver dr. Franck i kataloget til frimærkeudstillingen "Luposta" i Berlin
1971. Noget lignende må være sket i Umanak, og herpå reagerer myndighederne
i København. Det sker i form af en notits under J. nr. 896/33 til
kolonibestyreren i Umanak.
Den lyder:
Protest
"Bestyreren har forsynet et større Antal Brevkort med Koloniens officielle
Stempel. Dette kan ikke tillades og ikke fremtidig finde Sted”. På notitsen
har bestyreren i Umanak - han hed H V Jørgensen - skrevet:
"Det var Flyveren Udet, der havde arrangeret dette under Franck
Ekspeditionens Ophold her - Jeg har sagt, at man ikke må forsyne saadanne
Postforsendelser med Koloniens Stempel" (dateret 27.8.34).
Notitsen var affødt af et brev fra Generaldirektoratet for Post- og
Telegrafvæsenet af 6. januar 1934, stilet til Grønlands Styrelse. Heri
hedder det:
"Under henvisning til den ærede Styrelses Skrivelse af 18. f. M. angående
Påklæbning af en Vignet mærket "Grønlandske Luftpost" paa Breve til Dr. H.
VoglerGreppin, Basel, skal man meddele, at man ikke kan tillade Anvendelsen
af de omhandlede Vignetter, idet det i henhold til de internationale Regler
er forbudt at anvende ikke-postale Mærker, der kan forveksles med de af
Postvæsenet fremstillede Mærker, ligesom man ikke kan tillade, at ordet
"Luftpost" anvendes for Omraader, hvor der faktisk ikke findes nogen
Luftpostforbindelse. Dr. Vogler-Greppin bedes sat i Kundskab om
foranstaaende. Sagens Akter tilbagesendes hermed".
Dermed turde det til fulde være godtgjort, at katalogbetegnelsen
"semi-postale mærker" ikke har dækning i virkeligheden.
Litteraturhenvisning:
"Die Postgeschichte der Arktis" von Hans Egon Vesper "Mein Fliegerleben" von
Ernst Udet
Sanabria Air Post Catalogue
Luposta, udstillingskatalog Berlin 1971 Ice Cap News, Vol. 19 No. l 1974
|
|
|