DFT 1987, 4

En revolution: Ikke kun nye kasketter

De grønlandske Posthistorikere v/Af Otto Kjærgaard  

I DFT nr. 3 har Torben Hjørne en artikel om Grønlands Postvæsen ved overgangen til grønlandske frimærker i 1938. Efter vores mening er det at bagatellisere det, der skete i 1938, når han skriver, at det kun var et spørgsmå1 om kasketter. Det er selvfølgelig rigtigt så langt at det var de samme personer, der behandlede posten, men derudover var det nærmest en revolution, der skete i 1938. Det revolutionerende var at man fik et postvæsen, det havde man ikke tidligere haft.
I det ydre kan forskellen ses af fig.1, idet man nu fik tilsendt alt det, der normal, hører til et postkontor: Frimærker, dagstempler med dato, osv., alt det der gør, at man kan tale om el posthus og ikke en handelsstation.  

I det indre var overgangen mere tydelig. Man fik nu for første gang en postinstruks. Hidtil havde man klaret sig med kundgørelser og Cirkulærer, men nu skulle man rette sig efter en instruks. En instruks, som var tilpasset internationale regler og i overensstemmelse med UPU's praksis. I dette lys skal vel det faktum ses at posten var portofri internt i Grønland indtil 1958. Man kunne nemlig ikke opfylde normale regler for postens behandling internt, og skam da få den, der vil have penge for en service, der kunne betyde, at et internt brev var op mod et år undervejs!

Yderligere skele der det revolutionerende, at man fik en udbygget taksttabel T Hjørne tager det faktum, at man betalte en dual-porto for aviser, som bevis på, at man fortsatte gammel praksis. Det mener vi ikke, men mener det derimod var en service, man leverede, fordi man ikke modtog tryksager til forsendelse til en lav porto som i det øvrige Danmark. Fig. 2 viser en forespørgsel fra Godhavn ang. tryksager, og som man kan se af svaret, der er maskinskrevet nedenunder, findes tryksagstaksten ikke. Tryksagstaksten kom først ind i taksttabellen i Grønland i 1951. Da det i 1938 hovedsageligt var aviser, man forsendte og ikke mange tryksager fandt man derfor denne ordning med den lave avistakst. Dette fremgår af et dokument sendt til Grønlands Styrelse fra Generaldirektoralet for P&T, dateret 15. september 1938.

Annullering af frimærkerne
Det sidste og måske mest revolutionerende var, at man nu, som et rigtigt postkontor, måtte annullere frimærkerne. Indtil 1938 var praksis den, at man købte frimærkerne hos KGH (danske mærker!), klistrede dem på kuverterne og sendte dem. Frimærkerne blev så først stemplet i København, når de kom i kontakt med et rigtigt postvæsen. Dette viser vel med al tydelighed, at der først nu i 1938 findes et postvæsen på Grønland. Før 1938 var handelens folk ikke postembedsmænd og havde derfor ikke datostempler til annullering af frimærker, men kun deres kontorstempler, som naturligvis ikke kunne opfylde UPUs regle for normal behandling af post.

Før 1938 havde tre rederier eneret på besejlingen af Grønland. Det var selvfølgelig KGH (Den Kongelige Grønlandske Handel) som det største, fordi det hyppigst besejlede Grønlands mange kolonier. Som tidligere nævnt medtog handelens skibe post i Grønland frankeret med danske mærker, der endnu ikke var annulleret. Ved hjemkomsten anbragte man på styrelsens kontor et kontortransitstempel på bagsiden af kuverterne, eller ved siden af frimærket på postkort, som det kan ses af figur 3. Det er et omadresseret og opfrankeret postkort med styrelsens stempel ved siden af mærkerne. Dette var normal praksis, og efter stemplingen indleverede man posten til København K., hvor annullering af frimærkerne foretoges. Breve transporteret med KGH er næsten alle behandlet sådan indtil 1938, hvor denne praksis afskaffedes selvfølgelig fordi det nu var en udveksling mellem almindelige postkontorer og ikke et kontor og et postvæsen. Det bliver tydeligere, når man ser på de to andre rederier, der besejlede Grønland. Fig. 4 viser et brev, der ikke er stemplet på København K., men på København 10. På bagsiden er anbragt et liniestempel: lVIGTUT KRYOLITBRUD.

Øresundsselskabet have besejlingsret til Ivigtut for at hjembringe kryolitten fra bruddet. Desuden skulle man medtage post. Dette private selskab fulgte den meget. upostale praksis, at man tog posten med hjem og ved hjemkomsten smed man den i en tilfældig postkasse. Derfor er disse breve ikke transitstemplet af KGHs kontor, og da det var tilfældigt, hvor meget man fik med hjem, yderst sjældne forsendelser. Der findes endog eksempler på, at selskabet har hjembragt posten ufrankeret og selv sørget for udbringelsen, især hvis der var tale om service for en ansat i firmaet. Dette vidner ikke om et normalt fungerende postvæsen, der »bare« fik en ny kasket på i 1938, for dette er utænkeligt efter indførelsen af en postinstruks.