l forbindelse med generalforsamlingen i Foreningen Grønlandsgruppen, hvori deltog mange tilrejsende, bl.a. Dider Fullrich, Vest­tyskland, Jan Ringdahl, Sverige og postinspektør Gunnar Kaspersen, Grønlands Postvæsen, startede en debat, der fortjener et større forum.
Efter selve generalforsamlingen udspandt der sig en timelang, til tider heftig debat på spørgsmål fremlagt af Torben Hjørne. Spørgsmålene havde en rød tråd, nemlig kravet om en postal berettigelse. Som et af hovedspørgsmålene i debatten blev katalogiseringen af poststempler fra pakkeportotiden i GF-katalogerne diskuteret.
Eric Wowern fastholdt, at katalogiseringen af ca. 60 grønlandske poststemplingssteder i GF1 var korrekt. Dette på trods af en dyb »tavshed« på Torben Hjørnes offentliggørelse af sit radikalt nye synspunkt, nemlig højst 20 stemplings­steder:
Specialcatalogue Classic Greenland, august 1985, DFT-artikler august, oktober 1986 plus februar 1987.
Uenigheden vedrører ca. halvdelen af de i Grønland anvendte klassiske stempler. Som eneste argument for postal stempling ca. 60 forskellige steder anfører Eric Wowern, at stemplerne faktisk eksisterer! Dette absurde argument er useriøst. Enhver kan da fremstille gummistempler med korrekte stedsnavne!
Hvem har ret? Ja, i sagens natur er det umuligt og i øvrigt urimeligt at bevise, hvorvidt et sted i Grønland ikke stemplede mærker. Derfor kan denne sorte plet på den grønlandske posthistorie kun fjernes af den hidtidige »ekspert« eller ved en langvarig offentlig debat.

Nogle bemærkninger om postal brug af stempler
Af instruksen fra 1938 fremgår det, at de nye frimærker kan stemples på 20 postkontorer og alene der. Intet tyder på, at KGH sammen med indførelsen af frimærker skulle have ændret sine principper om, hvor eller hvordan man stempler postalt. Som udgangspunkt forekommer det derfor rimeligt at vælge netop de samme 20 posthuse til stemplingsteder før 1938.
Behovet for at kunne poststemple mærker forudsætter salg af mærker i Grønland. Statistisk er dette salg officielt opgjort ved 18 'kolonier', se fig 1. Andet bevaret arkivmateriale belyser situationen. Således bemærkes det i en skrivelse dateret 15. sept. 1937 til Marmorilik: ”Pakkepost hjemkommet i ufrankeret stand forårsager forsinkelse - med den indviklede af­regning, udsender styrelsen passende antal pak­keporto mærker”. De sidste ord kunne tolkes derhen, at hvor mærker ikke var til salg, måtte portoen betales kontant i Grønland, uden brug af mærker.
Spørgsmålet om, hvor i Grønland, der udførtes postal stempling, er ikke noget nyt spørgsmål: »- de grønlandske pakkemærker har været i brug ved nogle af de kolonier og handelssteder, hvor der nu er poststationer og kun ved disse. Mærkerne blev stemplet med det pågældende steds almindelige gummistempel. Hvor mange forskellige stempler der i tidens løb har været i brug kan ikke oplyses«. Dateret 1.6.1939.
Postalt korrekte adressekort fra Grønland eller dobbeltstemplede pakkeportomærker (stemplet i Grønland og senere i København) er kun kendt fra ca. 15 steder. Adressekort til Grønland, kendes til ca. 20 steder, idet udsteder kun er kendt som »per Kolonien«
Det er ikke kun stempler anvendt til pakkeporto-mærkerne hvor der er forskel i op­fattelsen. På den illustrerede liste i fig. 4 »Grønlandske poststationer (1957)« er der forneden en bemærkning: Data opgivet med forbehold. I årenes løb er de opgivne data blevet til sandheden. Men det er alligevel et faktum at Ritenbenk blev lukket pr. 1. april 1942 og at minen ved Marmorilik lukkedes 1. juli 1940 efter at alt brugbart maskineri var flyttet. De to poststempler, Ritenbenk og Marmorilik er registreret på breve efter lukningsdatoerne. Nemlig l. februar 1945 på førstedagskuverter med den amerikanske udgave. Postal brug af stemplerne efter lukningen er ikke registreret. Se fig. 4.

Det påviselige misbrug af kontorstempler i Grønland bør ikke retfærdiggøres ved en misvisende katalogisering som er uigennemskuelig for en mindre kyndig samler. Det kan selvfølgelig være interessant at samle på kontorstempler fra udsteder m.v. i Grønland. Men som filatelist må man stille visse rimelige minimumskrav. Og med blandt andet de anførte argumenter er rimeligheden for en postal afstempling af pakkeporto ved udsteder i Grønland meget svær at få øje på, hvorfor katalogisering bør ændres.
Nogle eksempler på fejlagtig katalogisering

Hvordan opstår en samlers interesse for et bestemt objekt? Ja, forudsætningen er givetvis en anerkendelse gennem en katalogisering. Og hvem bestemmer så, hvad der kan medtages i et katalog? Det gør selvfølgelig de personer, der står bag katalogudgivelsen.
Opdages der nu en fejl i katalogiseringen må et naturligt forum for en debat vedr. Grønland, vel være Grønlandsgruppen eller DFT. Det jeg opponerer så kraftigt imod illustreres bedst ved eksempler fra den hidtidige katalogisering, hvor enkelte objekter ikke helt er, hvad de ser ud til at være!
DEN HALVEREDE 2-ØRE: Dette mærke blev illustreret på forsiden af DFT oktober 1986 og kendes på afklippet papir, hvor mærket er afstemplet »Styrelsen af Kolonierne i Grønland« ­et gummistempel, der blev postalt anvendt 1917­1924. Den halverede 2 øre er ikke kendt på de ellers gængse anvendte adressekort-formularer. Omvendt kendes postalt anvendte pakkeporto­mærker i København ikke på almindeligt papir uden påtryk. Argumentet for at legalisere frem­stillingen - gøre 2 øres mærker til øre - må afvises fuldstændigt, da den halverede 2 øre netop normalt ses sammen med 1 øres mærker.
I specialkataloget »Grønland Færøerne« fra 1968 beskrives mærket side 22: »Mærket kendes brugt lodret halveret som 1 øres mærke. Der foreligger ingen officiel tilskyndelse til denne brug, men anvendelsen er tilsyneladende accepteret i praksis«. På side 23 bringe på en halv side en illustration med teksten: »Halveret 2 øre 'brevstykke', d.v.s. på indpakningspapir fra pakke«. Senere blev bogen anmeldt af Mogens Juhl: »Den på side 23 viste halvering af 2 øre ser ud til at være det rene makværk. Hvor er det stemplet og kendes flere eksemplarer?«. Forfatternes kommentar: »Vi er for så vidt enige i, at den halverede 2 øre efter al sandsynlighed er makværk. Det er stemplet i styrelsen og kendes i adskillige eksemplarer«.
Men på trods af disse ord blev mærket alligevel fortsat katalogiseret uden kommentarer. I seneste udgave af GFl fra 1984: »Vertical halved stamp, on piece«. I udenlandske kataloger har den danske katalogisering selvfølgelig afsmittende virkning. Hvad skulle man ellers rette sig efter? Og så kører rouletten, som det næsten er umuligt at stoppe, og som aldrig var kommet i gang, såfremt katalogiseringen i 1968 havde været seriøs.
DOBBELTTRYK PÅ 2-ØRE: Eksempel på en 'udgået' katalogisering. II-oplag med dobbelttryk katalogiseredes i 1968 side 28: »Der fin­des dobbelttryk af dette mærke; dette må dog ikke forveksles med de talrige tilfælde, hvor trykfarven er flydt lidt ud, fremkommet ved at klicheen har ligget for løst på trykformen«. På side 30 katalogiseres III-oplag. Hverken 11- eller III-tryk er katalogiseret i nyeste GF-katalog, fordi mærket faktisk er ukendt.
Men i 1987-udgaven af et svensk specialkata­log er mærket fortsat optaget i begge oplag. Og som følge heraf annonceres det til salg. Således i en annonce fra samme firmas tidsskrift (april 1984): »Dobbelttryck. Intyg Wowern«.
FRA GRØNLAND: Selv i dag fortsætter rouletten! GF 5, 1987 side 146 under 'Ships Mail' optages der et helt nyt katalognummer: »The origin of this cancel is not known, but it is supposed that it was produced as an emergency prior to the delivery in januar 1939 of BOL Known as a canceller, and as a sidemark«.
Det slås altså fast, at oprindelsen såvel som brugen af stemplet er ukendt, og det formodes, at stemplet er fremstillet som et nødstempel? Alligevel værdisættes dette gummistempel til en fantasipris (lig værdien af det sjældne rutestem­pel anvendt maj-juni 1941 'Greenland Via Siberia-New York'). Såfremt der ikke foreligger

Greenland Cancellations
In recent years there has been some criticism brought forward by Mr Hjørne who claims that only a few of the cancels were legal, the majority being illegal. This theory has now gained much sup­port as cancellations were applied in two ways only.
1. By initiative of the office in Greenland in proper handling of mail and im­proper (but perfectly legal) handling of Saving books.
2. By initiative of collectors or dealers who sent Pakke-Porto stamps to Greenland to the various offices with the request that the Pakke-Porto stamps could be cancelled with the official canceller(s). To the extent such requests were carried out they are perfectly legal - though philatelic ­and no illegal.
(Pakke-Portostamps were officially can­celled by the Greenland Post office in Copenhagen as late as 1956).