Ekstrapost. Det blev skabt i New York under usædvanlige omstændigheder i euforien efter Befrielsen. Det er et af Danmarks kostbare og mest berømte frimærker. Og det er falsk. Efter 60 år kan storsvindelen endelig afsløres.

  

FUP

 

POUL PILGAARD JOHNSEN

NR. 11, 17. - 23. marts 2006


 I en kælder et sted, som ingen længere kender, i den danske statsadministrations arkiver ligger der en pakke med 301 ark frimærker. De er mange millioner kroner værd og vidner om en usædvanlig historie.

Det er post-historiens største fupnummer, og det lykkedes.

60 år efter at bedrageriet begyndte, kan det nu endelig dokumenteres: Danmark blev taget ved næsen af en velrenommeret og smart amerikansk frimærkehandler og forretningsmand, der i kraft af en enestående kombination af besættelsestidens særlige forhold mellem Danmark og USA, uduelighed hos uøvede danske embedsmænd i New York og befrielsesdagenes euforiske stemning i 1945 formåede at føre en genial idé ud i livet. Selv tjente han millioner og slap godt fra affæren.

Det er beretningen om et bedrageri, der i udspekulerethed, snilde og tid langt overgår det berømte bogtyveri fra Det kongelige Bibliotek.

»Bedrageriet er uden sidestykke i den internationale, postale historie,« siger Torben Hjørne, der har udgivet tre bøger om Grønlands posthistorie. I årtier har han forsøgt at fortælle folk om nogle særlige grønlandske frimærker, som ikke tålte et nærmere eftersyn og måtte være fupmærker. Selv om de var anerkendt alle autoriserede steder kunne de kun være fremkommet på ulovlig vis. Alligevel blev et komplet sæt på ni mærker så sent som i maj handlet for 35.000 kroner, inklusive salær, på Thomas Høilands Auktioner i København. Og ifølge Torben Hjørne vil prisen sikkert holde også i fremtiden.

»Mærkerne har været værdifulde i så lang tid nu, at de nok må siges at have vundet hævd, selv om de fra begyndelsen var fup,« siger han.

Siden midten af 1970erne har han på Rigsarkivet minutiøst gennemgået dokumenter, foretaget sandsynlighedsberegninger og offentliggjort sine resultater i bøger. Ingen seriøs frimærkesamler har kunnet undgå at kende i det mindste lidt til historien. Alligevel har ingen reageret, og mærkerne er bare blevet mere og mere populære. For alle havde netop deres gode grunde til ikke at få den sande historie frem: frimærkehandlerne, som skulle sælge mærkerne, havde ingen interesse i sandheden, og frimærkesamlerne, som havde købt mærkerne til høje priser, heller ikke.

Først nu, efter en dansk-amerikansk rigmands død i 2003, kan det med hans efterladte papirer og hans enkes vidnesbyrd over for Weekendavisen godtgøres, at Torben Hjørne havde ret. Og at den danske nation i årtier blev bedraget, så vandet og tryksværten drev.

Det frie Danmark

Historien begynder i 1943. Tre år tidligere havde den danske gesandt i USA, Henrik Kaufmann (1888-1963), på dagen for besættelsen erklæret, at han repræsenterede »Det frie Danmark« og derfor handlede uafhængigt af København. Det fik regeringen i København, der måtte samarbejde med tyskerne, til at afskedige den egenrådige Kaufmann, men USA anerkendte ham, og besættelsestiden ud repræsenterede Kaufmann »Det frie Danmark«.

Grønland hørte administrativt under Kaufmann og gesandtskabet i Washington, hvis hovedindtægtskilde isoleret fra det officielle Danmark var kryolitminerne i Syd-Grønland, de danske guldreserver i den amerikanske nationalbank og - viser det sig nu om end i meget mindre målestok - frimærker.

Fra begyndelsen var behovet for nye frimærker reelt: i 1943 var der ved at blive mangel på frimærker på Grønland, der siden 1938 havde haft eget postvæsen, først administreret af Kongelige Grønlandske Handel (KGH) og efter krigsudbruddet af den danske legation i USA. I praksis blev postvæsenet administreret fra legationens handelsafdeling, der havde til huse i New York, og som under krigen var bemandet med især danske forretningsfolk. Alt sammen under Kaufmanns ledelse.

I 1943 sendte landsfoged på Grønland Eske Brun et forslag til New York om både værdier og motiver på de nye mærker, der blev trykt af American Bank Note Company - den amerikanske nationalbank - i et oplag på 100.000 sæt. Hvert sæt bestod af ni frimærker i forskellige værdier fra 1 øre og op til fem kroner. Mærkerne blev leveret til den danske repræsentation i New York.

Overtrykket

Omkring befrielsestidspunktet i maj 1945 opstår en idé: 30.000 af de oprindelig 100.000 sæt grønlandske frimærker skal en tur igennem trykkemaskinen igen og stemples med et såkaldt overtryk med budskabet: »Danmark Befriet 5. Maj 1945«. Overtrykket skal ske med to farver, så det ser ordentligt ud: Blåt overtryk på røde frimærker og rødt overtryk på blå mærker.

Om overtrykket sker på dansk initiativ, eller om forslaget kommer fra frimærkehandleren Julius Stolow i New York lader sig med de foreliggende dokumenter ikke afgøre. Under alle omstændigheder er det dog sandsynligt, at Kaufmann som øverste chef for den dansk-grønlandske administration godkender ideen, der - udover at signalere en triumf for Kaufmanns »frie« linie - vil bringe ekstra penge i den altid lavvandede kasse.

Frimærkesamlere over hele verden er drevet af lysten til at besidde alle udkomne mærker i deres samling, og der kan derfor forventes et stort salg af mærker med det nye overtryk.

Men samtidig indgår den danske repræsentation i New York den 14. maj 1945 en usædvanlig aftale med Julius Stolow. Han lover at aftage 20.000 ud af de 30.000 sæt overtrykte grønlandske mærker til den pålydende værdi, mod at danskerne forpligter sig til ikke selv at sælge frimærkerne i USA, men kun anvende dem på Grønland. Stolow får med andre ord monopol på salget i USA af de nye, overtrykte mærker. Prisen, han skal give, er frimærkernes pålydende værdi - 8,68 kroner for de ni mærker - men frimærkesamlernes interesse verden over vil hurtigt bringe prisen opad. Og med sit monopol er det Stolow selv, som sætter prisen.

Julius Stolow er oprindelig fra Litauen og drev fra slutningen af Første Verdenskrig til 1993 en frimærkeforretning i Berlin sammen med sin broder, Henry. Brødrene emigrerede i 1936 til Bruxelles og derefter til New York, hvor de grundlagde J. and H. Stolow Wholesale Stamp Dealers på 5. Avenue. Henry Stolow forlod efter krigen USA, mens Julius Stolow forblev i New York og skabte en af verdens største frimærkeforretninger og -auktioner.

Fejltrykket

Men overtrykket på de grønlandske frimærker sker ifølge dokumenterne ikke på American Bank Note Companys trykkeri, som det ville være sædvane. Nationalbankens trykkeri har ikke tid, og i stedet bliver den danske delegations sædvanlige trykkeri henne om hjørnet, det private firma Commercial Stationery Company, bedt om at udføre opgaven.

Det er nu, chancen for det store frimærkebedrageri opstår.

Den danske legation fører nemlig ingen kontrol med hverken mængden af frimærker, der bliver trykt, eller hvordan trykpladerne bliver brugt. Normalt ville pladerne - som ved trykning af pengesedler - blive holdt under streng observation og destrueret, umiddelbart efter at det aftalte antal tryk var foretaget. Det sker ikke hos det lille, private firma. Dermed opstår muligheden for at fifle med pladerne og lave forskellige slags tryk på frimærkerne.

I alt bliver der på trykkeriet i disse dage officielt overtrykt 2.718 ark med befrielsesbudskabet. Hvert ark består af 100 frimærker. Men i hemmelighed bliver der også lavet tryk, som aldrig kommer det grønlandske postvæsen i hænde. 300 ark får et overtryk med en forkert farve og 36 ark bliver trykt med befrielsesbudskabet vendt på hovedet. Disse frimærker, som med tiden vil blive ekstremt sjældne, fordi der er så få af dem, og dermed ekstremt kostbare, bliver aldrig leveret til den danske delegation.

De nye overtrykte frimærker skaber hurtigt røre i Danmark, hvor det i et års tid bliver både det hedeste emne og genstand for utallige ledere i de danske frimærkeklubbers tidsskrifter. Opstandelsen skyldes først og fremmest, at mærkerne først kommer til salg i Danmark, et år efter at de er udkommet, og at mængden er begrænset. Langtfra alle kan gøre sig håb om at få dem. Allerede fra sommeren 1945 har man i Sverige - til en betydelig højere pris end den pålydende værdi - kunnet købe overtrykte mærker, og det er frimærkesamlerne, som på dette tidspunkt udgør en meget stor befolkningsgruppe, sure over.

Men endnu værre er det, at der på markedet også har vist sig at være sjældenheder til salg i form af frimærker, hvor overtrykket - »Danmark Befriet 5. Maj 1945« - er vendt på hovedet, ligesom nogle mærker har et overtryk i den forkerte farve, altså blå tekst overtrykt på et blåt mærke og rød tekst på et rødt mærke.

For samlerne, der vil eje alle mærker og er villige til at betale, hvad de koster, er det frustrerende. Affæren bliver forsidestof i datidens aviser, og frimærkesamlerne sætter spørgsmålstegn ved, om der er tale om reelle frimærker, der er trykt til brug i postvæsenet. Prøvetryk og tilfælde af fejltryk af frimærker er ikke et ukendt fænomen i posthistorien og den slags ubevidste fejltagelser forøger blot mærkernes værdi, fordi de er sjældne.

Er der derimod tale om regulære, bevidste forfalskninger, der aldrig har været i et offcielt postvæsens regi, er det en helt anden sag. Så er frimærkerne at betragte som privat-trykte mærkater og har ingen værdi for samlerne. Frimærkesamlerne er bange for, at der er tale om fidusmærker, der - »som man har oplevet det i Negerstater« - ikke er reelle frimærker, men kun trykt for at hive penge ud af samlerne, hedder det i en lederartikel i månedsbladet Frimærkesamleren.

»Hvad der er sket vedrørende Grønlandsmærkerne er en Plet paa den overfor Filatelisterne gennemførte loyale Frimærkepolitik, - Sørgeligt at det skulle gaa saadan, og endnu sørgeligere er det, at der stadig findes Filatelister, som er villige til at hoppe paa Limpinden,« skriver bladet i marts 1946. Man forlanger en forklaring fra den danske centraladministration.

Fejlgreb

Striden kulminerer i marts 1946, hvor en forsamling af samtlige københavnske frimærkeforeninger vedtager en resolution, der skal overbringes statsministeren. Man vil have oplysninger om oplagets størrelse, hvilken kontrol der har været med mærkerne og forklaringen på, hvorfor der findes så mange fejltryk. Der nedsættes et udvalg bestående af Københavns Philatelist Klubs formand, dr. Bruun Pedersen, og grossererne Axel Hermes og I.V. Poulsen, som skal overbringe resolutionen til Statsministeriet.

Udvalget får den 12. april 1946 foretræde for statsministeren, der udtaler, at »der for ham ikke var Tvivl om, at Administrationen i det foreliggende Tilfælde havde handlet af bedste Vilje og Evne, selv om der maaske var grebet Fejl paa visse Punkter, og han var allerede i Besiddelse af et Referat fra KGH, hvori samme havde imødegaaet den rejste Kritik«.

At en hobbyklub således når helt frem til Statsministeriet er et usædvanligt fænomen, og statsministeren lover da også, at sagen vil blive omhyggeligt gennemgået og en redegørelse udsendt, »saafremt Ministeren fandt, at der forelaa Ting, som Offentligheden havde Krav paa at blive gjort bekendt med«.

Det gør der tilsyneladende ikke, og i årene, der følger, hører man ikke mere fra Statsministeriet, ligesom sagen dør hen i frimærkeklubberne. I stedet opnår de fejlfarvede eller omvendt overtrykte mærker langsomt, men sikkert en mere respekteret position og værdi. De er med i de officielle kataloger som »varianter«, og ingen har med tiden længere nogen tilskyndelse til at betvivle frimærkernes ægthed.

Ingen - udover de berørte embedsmænd og ministre - opdager, at det af redegørelserne fra delegationen i New York, fremgår, at administrationen af frimærkerne har været særdeles lemfældig. For eksempel har ingen kontrolleret, hvor mange overtrykte mærker der rent faktisk bliver leveret fra trykkeriet.

»Der var ingen Kontrol med Fejltryk, da man maatte antage, at de var trykte i den Farve, som var ordret,« skriver endvidere bogholderen, L. Hannemann, i en redegørelse den 1. juli 1946. Og dernæst:

»Der var ingen Favorisering udvist ved Salg af hverken de normale Mærker eller de overtrykte.«

Sidstnævnte udsagn er direkte løgn. Repræsentationen i New York havde jo på forhånd indgået kontraktlig aftale med frimærkehandleren Julius Stolow om monopol, hvis han købte 20.000 af de i alt 30.000 overtrykte sæt frimærker.

Sagen henlagt

Der er heller ingen, der får at vide, at det i en intern rapport til direktøren for Kongelige Grønlandske Handel den 10. juli 1947 foreslås, at en pakke med 301 ark frimærker, som kommer usolgte tilbage fra USA, bliver »henlagt« i et arkiv. For som det hedder i rapporten:

»Der vil sikkert være Risiko for, at Filatelisterne igen vil rippe op i Frimærkesagen, saafremt omstaaende Parti af Krigsudgaven pludselig kommer paa Markedet.«

Pakken ankommer til Finansministeriet, hvor der kvitteres for »1 forseglet Pakke. Modtaget for Opbevaring i Depot hos Finansministeriet 29.11.50«.

I dag er pakken forsvundet. Hverken Finansministeriets arkiv - i dag Budgetdepartementet - Det danske Postmuseum, Grønlands Postmuseum, P & T’s blanketdepot eller Poststyrelsen kender på forespørgsel noget til sagen.

»Pakken med de 301 ark mærker er i dag flere millioner kroner værd. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere forekommer det mig, at Grønlands styrelse er direkte medskyldig i svindelaffæren. Uden det overdrevne hemmelighedskræmmeri var fupnummeret aldrig blevet en succes,« siger Torben Hjørne. Han er stort set den eneste, der i de senere årtier har gidet beskæftige sig med affæren. I midten af 1970erne, da han er i gang med at skrive en bog om grønlandsk pakkeporto, får han i Rigsarkivet pludselig udleveret en række dokumenter, som på det tidspunkt netop er frigivne.

Torben Hjørne: »Det var chokerende læsning. Ét er, at man stik imod alle filatelistiske regler gav en enkelt frimærkehandler monopol på danske frimærker, så han selv kunne bestemme prisen. Men at man ingen som helst kontrol førte med antal og trykplader!«

Da han går nærmere ind i sagen, konkluderer han, at der må have været tale om storstilet svindel:

»Tilfældige og ægte varianter af frimærker kan opstå, hvis trykkeren i forbindelse med trykningen får placeret et ark omvendt. Det er vel muligt én gang, men utænkeligt ni gange, som det - opgjort efter antallet af overtryk, der er vendt på hovedet - må være sket i dette tilfælde. Endvidere er det muligt, at trykkeren stoppede trykningen én gang og ved en fejl ændrede overtrykkets farve, men denne fejl kan vel ikke ske seks gange? Ud fra et statistisk synspunkt kan det fastslås, at antallet af varianter langt overskrider sandsynligheden,« lød hans konklusion.

Men først nu kan gåden siges at være endeligt løst.

Mellem gentlemen

Historiens slutning kan fortælles fra Nordsjællands top. I ejendommen Stonehill på den yderste spids ved Gilleleje, som den danske forretningsmand Peer Lorentzen købte, da han forberedte at vende hjem til Danmark efter at have skabt sig en stor formue i USA med firmaet Chem Trend. Da han døde i marts 2003, efterlod han sig en frimærkesamling, som blev solgt på auktion for næsten 100 millioner kroner.

»Peer elskede at sidde en lørdag formiddag med en øl og en hotdog og snakke frimærker hos Robert Bechsgaard på Julius Thomsens Plads i København. Hans største øjeblikke var måske, da han i Spanien i 2000 fik overrakt den internationale Grand Prix-pris for den bedste frimærkesamling og i endnu højere grad i 2001 den nationale danske Grand Prix,« fortæller hans enke, Kirsten Ehlers Lorentzen, der stadig bor på Stonehill. De to mødte hinanden i 1981 og blev gift i 1983. Hun var frimærkehandler på Værnedamsvej i København, og der traf de hinanden.

Frimærkehandler Robert Bechsgaard, der nu også er død, var i årevis Københavns og måske Danmarks største frimærkehandler. Han havde tæt forretningsmæssig kontakt med Julius Stolow i New York og købte og solgte også de berømte grønlandske omvendte overtryk helt tilbage fra 1950erne. I begyndelsen af 1980erne arrangerede han et møde mellem Stolow og Peer Lorentzen og Kirsten Ehlers.

»Stolow hentede os i lufthavnen i en limousine og kørte os til sit landsted uden for New York. I garagen holdt også en Rolls-Royce. Han var en gammel mand, men der var fra begyndelsen en usædvanlig god kemi mellem os, og under frokosten fortalte han os den virkelige historie om grønlandsmærkerne. For det var jo ham selv, der havde svindlet,« siger Kirsten Ehlers.

»Jeg er usikker på, om han selv ejede det trykkeri, som lavede overtrykkene for den danske delegation, men under alle omstændigheder havde han i hvert fald så god kontakt med dem, at han og broderen fik lov til at gå derinde om aftenen efter lukketid. Han fortalte, at de dengang i 1945 - for at lave penge - både vendte trykpladerne omvendt og byttede om på farverne, mens de lavede overtryk på nogle af frimærkerne,« fortæller hun.

Brødrene var helt klar over, at de falske frimærker med omvendt overtryk med tiden ville blive meget værdifulde, fordi de ville blive betragtet som sjældne, ægte fejltryk.

Umiddelbart efter frokosten hos Stolow nedskrev Kirsten Ehlers og Peer Lorentzen en beretning om, hvad de havde hørt, og fik den stemplet med dato hos en notar, Robert L. Ramsey.

I et telegram afsendt den 29. juni 1982 kl. 21.42 spørger Peer Lorentzen Stolow, om han på »et filatelistisk møde i den kommende weekend, hvor jeg er blevet inviteret til at tale om ’Danmark Befriet’ må bruge den information, du gav mig?«

Svaret fra Stolow kommer prompte i form af et telegram:

»Er ikke interesseret i at skabe problemer for den danske regering stop denne handel blev foretaget i fortrolighed for 40 år siden stop er meget ked af at De ville offentliggøre belastende information om ikke bare regeringen men også om mig og hele frimærkebranchen stop alle oplysninger jeg gav Dem var strengt fortrolige mellem to gentlemen stop jeg afviser og forbyder Dem at blande mig ind i denne rent danske regeringsaffære.«

Peer Lorentzen svarer samme dag:

»Jeg er overrasket over Deres telegram, men har ingen problemer med at forstå eller acceptere Deres instruktioner.«

Den efterfølgende korrespondance viser, at gentleman-aftalen mellem Lorentzen og Stolow blev overholdt. I et af de seneste breve, dateret juni 1986, beder Peer Lorentzen endnu en gang Stolow om at underskrive en kopi af den redegørelse, han og Kirsten Ehlers nedskrev i 1982. »Fordi jeg synes, at oplysningerne, De gav mig, er ekstremt værdifulde for den postale historie og ikke må gå tabt,« som han skriver i et brev den 4. juni 1986. Men han får aldrig noget svar tilbage fra Stolow, der dør i begyndelsen af 1990erne.

»Han fortalte os sandheden den dag. At det var løgn og bedrag. Jeg tror, der var lidt stolthed i det fra hans side, men måske også et ønske om dog at have lettet sit hjerte for nogen, selv om han ikke ville stå ved det bagefter,« siger Kirsten Ehlers og tilføjer, at »Bechsgaard i København, som var en fabelagtig forretningsmand, må have vidst, hvordan det hang sammen.«

For Torben Hjørne er telegrammerne kun en bekræftelse af det, han i årtier har følt sig overbevist om ved at bruge sin sunde fornuft.

»Men det var snedigt gjort. For eksempel sendte Stolow ikke alle de omvendte overtrykte mærker ud på markedet på én gang, for så ville enhver jo straks have opdaget, at det var svindel. De kom langsomt over ti år, og først fra midten af 1950erne kunne man købe såkaldt komplette sæt med omvendt overtryk på alle frimærkeværdierne, fra 1 øre til fem kroner,« siger han.

Ifølge det officielle danske frimærkekatalog, AFA, var prisen på et 30 øres frimærke med overtrykket vendt på hovedet allerede i 1959 nået op på 250 kroner - næsten 1000 gange mere end Stolow havde givet for det i 1945.

I dag nærmer prisen på et enkelt 30 øres mærke sig 4.000 kroner. Det er mere end 10.000 gange det beløb, som Stolow gav for det hos danskerne i New York. For det var jo bare den pålydende værdi: 30 øre.

 

© Weekendavisen - Vimmelskaftet 47, 3. sal, DK-1161 København K |